34_featured-events 34_checkmark 34_featured-events
Fragt 29,95 kr. - gratis ved 399 kr.

Gry Jexen

Hun blander børne- og voksenbøger sammen på hylderne, ville gerne være lige så modig som Ronja Røverdatter og bliver rørt, når hun genoplever bøgerne sammen med sin lille søn. Gry Jexen fortæller om sine bogvaner og læselyst.

Af Sisse Tvegaard Andersen

Jeg blev opdraget til at læse bøger … meget tidligt. Min mor tog mig altid med på biblioteket, og så blev jeg sluppet fri i børnebiblioteket, mens hun afleverede bøger og kiggede i voksenafdelingen. Jeg husker det som enormt spændende at få lov til at dykke ned i bøgerne, og helt selv bestemme, hvad jeg skulle låne med hjem.

De bøger, jeg fik læst højt, som barn, var …
Astrid Lindgren og andre klassikere. Som mange andre børn fik jeg H.C. ANDERSENS SAMLEDE EVENTYR i gave, da jeg blev født, så dem læste vi også. Og så husker jeg også, at jeg hørte lydbøger på bånd, for eksempel Bamse & Kylling og Disney-klassikerne. 

En bog, der gjorde indtryk på mig, var … SOFIES VERDEN af Jostein Garder. Det var den bog, der fik mig til at tage min interesse for videnskab alvorligt. Jeg var også glad for SKAMMERENS DATTER. Uden at tænke over det, har jeg selv pejlet efter bøger med piger i hovedrollen.

I min familie læser vi lige nu ... det, som min femårige søn Eddie vælger. Jeg gør, som min mor gjorde og slipper ham løs på børnebiblioteket. Han er meget glad for Sebastian Kleins bøger om dyr og billedbøgerne om Sallys far. Her i sommer har jeg bemærket, at han er stor nok til at læse kapitelbøger, så vi har læst EMIL FRA LØNNEBERG og ALLE VI BØRN I BULDERBY.

Uden at tænke over det, har jeg selv pejlet efter bøger med piger i hovedrollen. 

På vores bogreol står … børnebøgerne sammen med voksenbøgerne hulter til bulter. Det er faktisk interessant, for nogle gange tager min søn en voksenbog ned fra hylden og kigger i den, selv om han ikke forstår, hvad der står i den. Han kan se på mig og på sin far, at vi får noget godt ud af at læse bøger og at de er spændende. 

Den børnebog, jeg har læst flest gange, er … MULDVARPEN, DER VILLE VIDE, HVEM DER HAVDE LAVET LORT PÅ DENS HOVED. Det er en genial bog, som både er en fortælling om følelser som uretfærdighed og lysten til at udøve hævn, som måske ikke er så relevant, når det kommer til stykket, men også en slags fagbog om, hvordan dyrenes lort ser ud. Vi har læst den for Eddie, siden han var halvandet år, og han kan stadig lide den i dag, hvor han er fem år.

En børnebog, der kan få mig til at grine højt, er … STOR OG STÆRK af Kim Fupz Aakeson. Den handler om en dreng, hvis forældre siger til ham, at han skal spise sin havregrød for at blive stor og stærk, og så bliver han lige pludselig meget stor og meget stærk og kan bestemme over forældrene. Den rammer virkelig hovedet på sømmet, når det gælder skøre ting, vi siger til vores børn. Det var et kæmpe spejl for mig. Eddie griner også, fordi barnet bestemmer, at de skal spise lakridskonfekt til morgenmad. 

En børnebog, der kan få mig til at græde, er … dem er der flere af. Jeg har let til tårer og bliver tit rørt over at opleve mit barn opdage den samme glæde ved bøgerne, som jeg selv havde som barn.

Hvis jeg skulle bytte liv med en karakter fra børnelitteraturen, skulle det være … RONJA RØVERDATTER. Jeg ville gerne være lige så modig som hende. Jeg har altid været meget mørkeræd, og det, hun skulle gå ud i en skov alene og at hun kunne klare både skovnisser og hekse, syntes jeg var så sejt som barn. Og så er RONJA RØVERDATTER også en fantastisk historie om et venskab mellem en dreng og en pige og det at opdage, at den far, som man synes er en superhelt, også kan være en røverkonge og slet ikke så perfekt, som man troede. 

Til efteråret kommer min første børnebog ... der handler om 25 historiske kvinder. Jeg vil gerne vise, at kvinder har spillet en rolle i historien til alle tider og alle steder, både i sport, politik, videnskab og litteratur. Det er vigtigt, at børn får den besked så tidligt som muligt.

Gry anbefaler