Gør dit barn til en læsehest

Du behøver ikke vente, til dit barn skal i skole, med at træne læsning. Faktisk kan du lige fra barnet er meget lille hjælpe dit barn til at blive en god læser.

 

Af Sisse Tvegaard Andersen 

Der er ord overalt

Mange børn interesserer sig for ord og bogstaver allerede fra to-års-alderen. Det kan du understøtte ved at tale om de ord, I ser rundt omkring. Det kan være på skiltet til børnehaven, på siden af en lastbil eller i barnets yndlings-spil på iPaden. Når I hælder mælk op, kan du for eksempel pege på kartonen og sige ”Se her, der står, at det er letmælk”.  I kan også lave små stave-puslespil, lege med magnetbogstaver eller læse nummerplader op, når I går på gaden.

Lad barnet skrive selv

Når barnet tegner, kan du opfordre det til at skrive, hvad tegningen forestiller eller skrive sit navn under tegningen. Måske vil barnet skrive nogle kruseduller eller bogstaver i en tilfældig rækkefølge. Det er helt fint og skal ikke rettes. Du kan eventuelt tilbyde at skrive ordene med ”voksenskrift” nedenunder.3 gode bøger til den allerførste læsning
MIN EGEN ABC-KUFFERT MED DYR
Rim og remser om dyr og bogstaver

ALFABET-ATLET
Til børn, der elsker at bevæge sig

MIMBO JIMBOS LILLE ABC
Lær alfabetet med den lille blå elefant  

Tal om bøger

Undersøgelser har vist, at børn bliver bedre til at læse, hvis forældrene taler med dem om de bøger, der skal læses, både før man går i gang med dem, undervejs og bagefter. Snak om, hvad I tror, bogen handler om, hvorfor personerne gør som de gør, og hvad de ord betyder, som barnet ikke kender.

Husk: Det er ikke lektier

Hvis dit barn skal lære at elske at læse, skal det ikke føles som en sur pligt at stave sig igennem bøgerne, mens mor eller far venter utålmodigt på de rigtige ord. Det er vigtigere, at I hygger jer med det, end at I absolut får læst 20 minutter om dagen. Hvis I har travlt en dag eller barnet (eller du) er i dårligt humør, er det bedre at springe læsningen over end at presse barnet til at læse en bog.